Mathias Kirkegaards Blog

Mange landsbyer har oplevet hvordan først bageren, dernæst slagteren og til sidst tankstationen er lukket. Da skolen lukkede, rykkede man sammen og startede en friskole. Nu kan man læse i Jyllandsposten, at FDB/Coop vil opkøbe og drive en bank:

»Der er rigtigt mange byer, der mister posthuse og bankfilialer, og vi har allerede overtaget posthuset mange steder. Vi har jo alligevel åbent hver dag, så hvorfor ikke købe en bank og drive filialer i butikkerne,« siger Lasse Bolander (FDB og Coops bestyrelsesformand).

Det er på mange måder den rigtige vej at gå. Men hvorfor stoppe der? Jeg var i efteråret i praktik på Færøerne, og Nordisk Atlantsamarbejde, som jeg arbejdede for, havde givet projektstøtte til projektet “Retail in Rural Regions”. Det beskæftigede sig med problematikken på tværs af flere lande – fra Finland til Irland. Selvfølgelig kan der være tale om landsbyer der ligger noget mere isoleret, end vi er vant til i Danmark, men da os danskere synes at 10 kilometer er meget langt væk, så burde det være ligetil at få disse multifunktionelle købmandsforretninger til at fungere. Men det betyder, at man skal samle så mange aktiviteter som muligt i samme bygning. Kun derved kan man skrabe omsætning nok sammen til at det kan løbe rundt. Aktiviteterne kan være:

• Købmandsforretning (selvfølgelig)
• Posthus
• Bank (hæve/sætte ind og underskrift af papirer – resten kan klares over nettet)
• Bibliotek (afhentning og aflevering af bøger – samt udvalgte titler på hylderne)
• Turistinformation
• Apotek

Stille og roligt vil mange af de ovennævnte funktioner blive klaret på nettet. Fokus skal derfor ligge på sociale aktiviteter som fortsat vil være vigtige. Det kan være:

• Café
• Forsamlingshus
• Fritidsklub

Mange danske landsbyer har et forsamlingshus. Det vil være oplagt, hvis forsamlingshuset i fremtidens landsby lå i umiddelbar sammenbygning med købmandsforretningen, og derved kan skabe grobund for flere aktiviteter, hvor man lige kigger forbi. Købmandsforretningen kan udnytte de ekstra stole og borde til café-aktiviteter, og derved skabe lidt ekstra omsætning. En kop kaffe koster 1 krone at producere, men kan sagtens sælges med en god profit. Kaffen til desserten har i mange år været en kærkommen avance i restaurations- og café-branchen.

Det siger sig selv, at landsbyen skal investere lidt penge, hvis denne multifunktionelle købmand skal op at stå. Hvis landsbyen allerede har et forsamlingshus, så kan det blive svært at overbevise om, at der skal bygges en ny som tilbygning til købmandsforretningen. Eller omvendt. Men hvis JEG skulle bo i en landsby – så skulle den have sådan en bygning.

Ganske spektalulært har Lars Løkke Rasmussen oprettet en fond som skal hjælpe utilpassede drenge. Er det et oprigtigt socialt tiltag, er er en bagvedliggende politisk holdning – eller er det primært tænkt som en udspekuleret marketingkampagne. Prøv at se nedenstående tweet:

Venstre bag @larsloekke gode ide løkkefonden.dk ???? Cached side fra dk-hostmaster bit.ly/H7kHBE #dkpol

— Søren Bech (@sorenbechdk) March 30, 2012

Ovenstående er som sagt fundet på twitter, og indeholder et link til en side som google har i sin “cache”. Internettet er evigt foranderlig – i flux, om man vil, men Google tager “fotografier” af hjemmesider for at forbedre deres søgemaskine. Derfor kunne Søren Bech grave denne info frem. Det er en information om, at det originalt var Venstres landsorganisation der registrerede Løkke-fonden.dk – et domæne der dog meget belejligt blev omregistreret til Løkke Fondens egen adresse.

Den åbenlyse konklusion: Konspirationen om at Løkkes personlige alment nyttige fond i virkeligheden er en snedigt udtænkt og forklædt kampagne for Venstre fik et rygstød. Der er da også nogle åbenlyse fordele ved at have sådan en fond:

1) Nelson Mandela har en Fond. Bill Clinton har en fond. Det skal Lars Løkke selvfølgelig også. Der er ikke noget der signalerer statesmanship som at have en personlig alment nyttig fond.

2) Fonden skal hjælpe utilpassede drenge, og dette er fint i tråd med Lars Løkkes initiativ sidste år, hvor han besøgte de unge i askerød, og der blev taget et fantastisk pressefoto.

3) Det spiller troværdigt sammen med Lars Løkkes fortælling fra nytårstalen om hans egen opvækst i sociale boligbyggerier.

Men der er noget der irriterer mig… De ovennævnte punkter betragter det hele ud fra spin-vinklen. Hvad med det politiske indhold? Der er et fedt lag af fernis der skal skjule det partipolitiske ophav, og derved er der også en stor indrømmelse af, at det i virkeligheden er tænkt mere som kampagne (hvilket skal skjules) end et genuint socialt tiltag (hvilket er budskabet de forsøger at sælge).

Hvorfor ikke bare være ærlig om ophavet? Det her initiativ er som sådan udmærket, så hvorfor ikke bare indrømme, at det er noget han har fået hjælp af Venstres organisation og Venstres netværk i erhvevslivet til at lave? Hvorfor ikke bare sige, at de i Venstre ikke kun sætter deres lid til staten, men også gerne vil have civilsamfundet og erhvervslivet til at bidrage og derfor går foran med dette lille initiativ? At de som politisk organisation har et helhedsorienteret syn på samfundet, og ikke blot fokuserer på nøglerne til ministerierne og borgmesterkontorerne? Det havde været ærlig snak, hvis dette var tilfældet. Men kan det tænkes, at Venstres kampagne-organisation ikke ser det som andet end en kampagne? At Venstre som politisk organisation har glemt, at samfundet er mere end staten? Er er det ligefrem således, at civilsamfundet, erhvervslivet og Løkkefonden blot er et middel der skal bruges til at vinde magten?

“Fremtidens Kirke” er en kampagne som Landsforeningen af Menighedsråd har skudt i gang frem mod næste menighedsrådsvalg. I den anledning har de formuleret nogle spørgsmål, som de gerne vil have vores holdning til. Det overordnede tema er “Hvad skal vi stille op med den danske folkekirke?” De har også spurgt nogle kendte danskere, hvordan de forholder sig til spørgsmålene. Spørgsmålene er svære at svare på. Så dårligt formulerede er de nemlig. Men hvad de mangler i formulering – de har de så til gengæld i mangel på visioner. Man kan kun svare “ja” eller “nej”. Lad os prøve at kigge dem igennem:

Skal kirken kun holde åbnet om søndagen?
Lad os definere “kirke”. Efter klassisk teologi består kirken af “levende sten”. Altså er “kirken” en samlebetegnelse for alle os kristne fra folkekirken, frikirker, kirkelige bevægelser her i Danmark såvel som i andre lande. Kirke er noget man er en del af alle ugens dage. Går spørgsmålet på, om vi skal ophøre med at være kristne fra mandag til lørdag? Det er da et dumt spørgsmål. Selvfølgelig skal vi ikke det.

Ja eller nej? NEJ

Er det i orden at lukke de tomme kirker?
Jævnfør definitionen af “kirke” forstår jeg ikke spørgsmålet. Nåh… Er der tale om “kirkebygninger”? Hvis der ikke er nogen der bruger dem, så er det da oplagt at vi som kirke ikke skal bruge ressourcer på at holde dem åbne. Kirken skal være hvor der er mennesker. Man kan vende den om: Skal vi bygge en kirkebygning, hvis vi ikke har en menighed der skal bruge den? Det er da spild af penge.

Ja eller nej? JA

Betaler vi for lidt i kirkeskat?
Betaler vi for meget? Bør givertjeneste til kirken være noget der maskinelt opkræves? Bør det ikke i stedet være noget man giver frivilligt? Det er det i min valgmenighed. I decideret “skat” burde vi betale 0 kroner.
Ja eller nej? NEJ. Men ved at svare det, svarer jeg på noget andet, end de tror de spørger til.

Skal kirkeministeren blande sig i kirkens arbejde?
Øh… Ja. Det er hans job. Hvad skulle han ellers lave? Blande sig i DSB’s arbejde? Så længe vi har den statskirkeordning som vi har, så er kirkeministeren øverste administrator, og det er en opgave han har fået af Folkekirkens øverste råd: Folketinget.

Bør Folketinget også i fremtiden være “synode”/kirkeråd for Folkekirken. Nej, da. Det er da en absurd konstruktion, som på ingen måde er teologisk gennemtænkt. Folketinget består jo både af kristne og ikke-kristne, og de kristne der trods alt er valgt ind – de er jo ikke valgt på grund af deres kirkelige dagsorden. Nogle få er måske – men det retfærdiggør ikke, at Folkekirken bliver ledt af et nationalt parlament.

Ja eller nej? JA. Men de misforstår formentlig mit svar.

Skal kirken ledes af glade amatører?
Det var et meget værdiladet spørgsmål. Er du stoppet med at slå din kone? Kirken bør ledes af dem som har fået det mandat af deres menigheder. De er ikke uddannede teologer alle sammen, men det var apostlen Peter jo heller ikke. Hvis bare menighederne beder om visdom til at træffe et sådant valg, så skal det nok gå

Ja eller nej? Øh… JA! …eller jeg mener… NEJ? Det var da et dumt spørgsmål.

Skal folkekirken kun ha’ præster, der tror på Gud?
Det er jo ligesom en kristen kirke. Skal vi beholde trosbekendelsen?

Ja eller nej?  JA.

Er folkekirken stadig for folket?
Begrebet “folkekirke” er længe blevet misforstået. Kirken er Guds kirke – men den har som ambition at nå ud til hele folket. Det er sådan set udmærket. Men den skal være lidt bedre til at kommunikere, at det altså ikke er “folkets kirke” – hvor det er “folket” der svinger taktstokken og kan forlange alle mulige og umulige serviceydelser. Men nu skal jeg forsøge at gætte hvad de spørger til… Spørger de til “folkets kirke for Gud” eller til “Guds kirke for folket”? Folkekirken har aldrig været andet end “Guds kirke”, og da de bruger ordet “stadig” i spørgsmålet, så går jeg ud fra, at de mener “Guds kirke for folket”.

Ja eller nej? JA.

Er kirken mere død end levende?
Nogle menigheder er levende og aktive, men der er desværre menigheder, hvor kirkegængerne er “tilfredse” med det niveau af fremmøde der er om søndagen. Disse menigheder burde sende lederne på en kur, der eventuelt kan se således ud:
1 uge på retræte (kloster-agtig ferie, hvor der er tid til at bede og samle kræfter).
4 uge i praktik hos en menighed hvor præsten, menighedsrådet og de frivillige er sultne efter at forandre deres samfund.
1 uge på retræte igen.

Ja eller nej? NEJ.

Skal vores børn overhovedet vide noget om kristendom?
Det er igen et mærkeligt spørgsmål. Der er den kirkelige vinkel, hvor kirken og forældrene skal oplære og hjælpe deres børn til at lære Gud at kende. Derudover er der “samfundsvinklen”, hvor skolevæsenet skal uddanne børnene i at navigere i samfundet, hvor der er et væld af forskellige trosretninger. Er der nogen der stiller spørgsmålet: “Skal vores børn overhovedet vide noget om fysik?” Internettet? Politiske partier? Der er religion ude i samfundet, og som alment dannende institutioner skal skolerne selvfølgelig lære børnene noget om religioner. Ikke mindst den største. Men hører det til i et spørgeskema om “Fremtidens Kirke”? Så lad os holde os til den kirkelige vinkel: Skal menigheden lave lærerige aktiviteter for børn (og deres forældre)?

Ja eller nej? JA.

Skal homoseksuelle ha’ lov til at blive viet i kirken?
Skal heteroseksuelle? Alt det der skattetekniske samlivsregistrering burde flyttes til rådhuset. Men den holdning når man ikke frem til ved et ja/nej spørgsmål. Så kan kirkens (fremtidige) ledere afgøre teologiske spørgsmål – i stedet for politikere med ligestillingsdagsordener.
Ja eller nej? NEJ. Men svarer jeg endnu engang på noget andet end de tror de spørger til?

Konklusion:
De stiller komplicerede spørgsmål med forenklede svarmuligheder – og laver derved en meningsløs indsamling af svar. De kunne lige så godt have ladet en flok aber med skrivemaskiner udfylde svarene. Som meningsmåling er den helt og aldeles værdiløs. Skemaet er tilsyneladende lavet af “glade amatørere”.

Owen Barder har på sin blog foreslået, at vi prøver en ny type sanktion, som man bør prøve. Situationen lige nu er, at selvom EU har forbudt handel med Syrien, så kan andre lande såsom Rusland og Kina fortsat handle med Syrien. Og kontrakterne vil også gælde i EU. Forslaget går så på, at man vedtager en dato, hvorefter samtlige kontrakter indgået herefter vil blive betragtet som ugyldige. Så skal det nye styre – som vi håber kommer – ikke lægge ud med at afbetale på de våben der blev brugt mod civilbefolkningen under borgerkrigen.

Bloggen er værd at læse og bruger Mandelas post-apartheid regnbue-nation som ærgerligt eksempel:
Owen Barder: “A new smart sanction which deserves to be tried”

Det vil være oplagt for Helle Thorning-Schmidt at skubbe på med en sådan sanktion mod Syrien. Det vil også lugte lidt af “straf mod onde banker”.

Se det forklaret i denne video, hvis du gerne vil slippe for at læse papers lavet af økonomer:

Ovenfor: Screenshot fra filmen, hvor man kan se, at listen er kronologisk.

En detalje, der siger noget om hvor manipulerende den film er: Kony er KUN nummer ét på en liste ICC fører – fordi den er kronologisk! Krigsforbryderne fra Uganda var de første til at bliver eftersøgt tilbage i 2005, så det er ikke kun nummer ét der er fra Uganda. Hvis du trykker pause det rigtige sted i deres film, så vil du se, at eksempelvis nummer 2, Vincent Otti, og nummer 3 også er fra Uganda. Vil det sige, at de tre værste krigsforbrydere i verden er fra Uganda? De fremstiller den som en “Most Wanted” liste. Se fra 12:20 i filmen, hvor de panorerer op ad listen, hvor man tydeligt kan se, at listen er kronologisk ordnet efter tidspunktet ICC har bedt om at få dem anholdt. Alligevel siger fortællerstemmen, at det er hans forbrydelser, der gør lige præcis HAM til nummer ét. Løgn og latin. Kony er selvfølgelig stadig et dumt svin, men hvorfor manipulere? Det er utroværdigt.

Læs også min mere omfattende kritik af filmen her: Den hvide mands byrde – Hvad der er galt med “KONY 2012″

EDIT: Jeg afslører til sidst i artiklen en kæmpe løgn fra “Invisible Children”: Joseph Kony er slet ikke nummer ét på ICC’s “Most Wanted” liste! Men først den vigtigere kritik: 

Jeg tror aldrig det er sket før, at en video der skal gøre opmærksom på en afrikansk problemstilling “has gone viral”. Kampagnevideoen for “KONY 2012″ er i skrivende stund blevet set af knap 39 millioner på youtube. Dem i organisationen “Invisible Children” er virkeligt gode til at lave videoer som rører folk, og som giver folk lyst til at “gøre noget”. De anviser også en måde man kan “gøre noget”. Man kan sprede budskabet, dele videoen på Facebook – og købe deres merchandise-kit for 30$.

Der er mange der har kritiseret, at det faktisk kun er en tredjedel af deres midler der går til arbejde i Uganda. Resten går til deres kampagnearbejde i vesten og til at lave flotte film. Men de siger faktisk ret explicit, at deres formål netop ER at bruge penge på kampagner. Men hvad er det så, som bør kritiseres? Det relaterer til et kompleks som er navngivet efter et digt af Rudyard Kipling senere kendt som “The White Man’s Burden” (1899). Det starter sådan her:

Take up the White Man’s burden—
Send forth the best ye breed—
Go send your sons to exile
To serve your captives’ need
To wait in heavy harness
On fluttered folk and wild—
Your new-caught, sullen peoples,
Half devil and half child

…og fortsætter i samme stil. Budskabet er kort fortalt: Der er brug for den hvide mand til at frelse den fortabte verden. Det er en kolonialistisk og paternalistisk fortælling om den hvide races overlegenhed. Det var originalt en opfordring til den amerikanske præsident om at skabe et koloni-imperie ligesom de gamle europæiske lande.

Men hvad har det med videoen at gøre? Prøv at se videoen igen. Det er en fortælling om, hvordan de amerikanske college-studerende engagerer og motiverer amerikanske unge sammen med vestlige popfænomener som Rihanna og Bono til at påvirke amerikanske politikere til ikke at trække de amerikanske militærrådgivere tilbage. Og det er altsammen lavet i en stil så det ligner en amerikansk valgkamp.

Det der mangler i videoen: Afrikanere der sammen med afrikanske celebrities påvirker afrikanske politikere til at løse de problemer de har i deres baghave. Og det er ikke kun mig der fremfører den kritik. Det gør en stribe afrikanere også! (Bemærk: Der er ét link for hvert ord i sætningen)

Hvorfor bliver Ugandas præsident/diktator Museveni ikke nævnt med ét eneste ord, når det nu er hans militære styrker de vil bruge til at fange Kony i grænseregionen mellem DR Congo, Syd-Sudan og Central African Republic? Måake fordi han også er slem – selvom han er langt “mindre slem” end Kony? Men det er jo trods alt ham der ikke har formået at stoppe Kony i 20 år, og i øvrigt har fuldstændig hærget Nord-Uganda i tidligere forsøg? Situationen i den region er ikke “de gode mod de onde”. Det er en stor kamp om ressourcer mellem militser – og eksmilitser som SPLA fra Sydsudan – som alle har en historie i forhold til overtrædelser af menneskerettigheder. Og det er ikke kun LRA der har brugt børnesoldater. Jeg kan anbefale denne artikel, af en mand der ved mere end mig: “Joseph Kony is not in Uganda (and other complicated things)”. Det er også værd at læse denne beretning fra en der tidligere har været aktiv i Invisible Children.

Derudover er der nogle gode spørgsmål til kampagnen:
- Når man ser videoen, så får man det indtryk, at der er borgerkrig i Uganda. Men synes i selv at i får kommunikeret, at Joseph Kony flygtede fra Uganda i 2006?
- Har Afrika virkelig brug for en kampagne mere, der omhandler at det går skidt i Afrika, mens sandheden nærmere er, at det går bedre end nogensinde?
- Hvorfor bruge så mange penge på en kampagne, der skal få USA til ikke at trække de 100 militære rådgivere (elitesoldater) tilbage, når det aldrig har været på tale, at trække dem tilbage?
- Når i så har fanget Kony, som vel nærmest er symptombehandling, som at tørre næsen når man fryser i snevejr, hvordan vil i så kommunikerer, at der stadig er arbejde at gøre, når i nu har brugt så mange kræfter på at fortælle, at det er Kony  der er problemet?

Så min holdning er: Det er godt, at der er nogen der laver kampagne for at skabe opmærksomhed om problemer i Afrika. Men støt i stedet dem der:
- formidler et mere nuanceret billede af situationen
- lægger vægt på en afrikansk løsning på afrikanske problemer (også i deres kommunikation)
- motiverer Vesten til at turde investere økonomisk i Afrika, så det ikke kun er Kina der får noget ud af den afrikanske vækst
- ikke gør det modsatte (skræmmer investeringer væk)

Jeg har ikke undersøgt deres programmer nærmere, men det kunne være:
Mellemfolkeligt Samvirke
Folkekirkens Nødhjælp

De bilder jer ikke ind, at det handler om at hænge plakater op.

Men læs mere om det! Vær kritisk! Jeg har aldrig været i Uganda, DR Congo, Syd-Sudan eller Den Centralafrikanske Republik. Det er derfor, at jeg linker til så mange afrikanske kilder. Jeg er blot en dansk kandidatstuderende i statskundskab. Det er Vestafrika jeg ved mest om, og det bunder i at jeg var 3 måneder i Nigeria under etniske uroligheder i 2006. Derfor har jeg sidenhen fulgt afrikanske nyhedsmedier, blogs og lignende for at holde mig orienteret. Jeg har lige i sidste uge fundet ud af, at man kan komme til Lagos for 4500 kroner, så nu er jeg ved at spare op til at tage afsted igen. Men Nigeria er ikke Uganda. Afrika er ikke et land. Afrika er et stort kontinent med store variationer. Men langt de fleste steder går det fremad!

Vidste i eksempelvis, at der er en voksende it-sektor i eksempelvis Kenya og Nigeria? At man i mange år har kunnet betale ved hjælp af mobiltelefonen i Kenya – noget som vi stadig kæmper med at få op at køre i vesten? Joseph Kony er en mand der skal stoppes, men det er beskæmmende, at det er “årets kampagne” om situationen i “Afrika syd for Sahara”.

EDIT: En sjov lille detalje, der siger noget om hvor manipulerende den film er: Kony er nummer ét på ICC’s liste – fordi den er kronologisk! Uganda var de første til at anmelde forbrydere, så det er ikke kun nummer ét der er fra Uganda. Hvis du trykker pause det rigtige sted i deres film, så vil du se, at eksempelvis nummer 2, Vincent Otti, og nummer 3 også er fra Uganda. Vil det sige, at de tre værste krigsforbrydere i vernden er fra Uganda? De fremstiller den som en “Most Wanted” liste. Se fra 12:20 i filmen, hvor de panorerer op ad listen, hvor man tydeligt kan se, at listen er kronologisk ordnet efter tidspunktet et medlemsland af ICC har anmeldt de mistænkte for krigsforbrydelser. Alligevel siger fortællerstemmen, at det er hans forbrydelser, der gør lige præcis HAM til nummer ét. Løgn og latin.

Jeg har lige set “P1 Debat på DR2″, hvor Pernille Skipper (Ø) og Karsten Lauritzen (V) er i studiet for at diskutere retsfølelse, hævn og resocialisering. Baggrunden er selvfølgelig sagen om Marlene Duus, hvis ekskæreste invaliderede hende, og derefter fik en dom på 6 år. Hun skrev en kronik, hvor man blandt andet kunne læse:

“Snart finder vi ud af, at han er på udgang fra fængslet og altså bevæger sig frit omkring – fire år inden hans dom er afsonet. På udgang? På weekend?”, skriver Marlene Duus.

Hun skriver også: “Et år og mange weekendophold i København senere færdes han nu dagligt i gaderne og bliver efteruddannet med hjælp fra borgernes skattekroner”.

Frank Saksik, voldsmanden, “færdes dagligt i gaderne” efter 3 år. Dette viser sig at dække over, at han afsoner i den åbne afdeling i “Statsfængslet i Jyderup”, hvor han har daglig udgang for at passe en elevplads i et udslusningsforløb. Kriminalforsorgen kender hans arbejdstider, og når han ikke har et godkendt ærinde (såsom at passe hans elevplads, som skal sikre ham et kriminalitetsfrit liv efter afsoning), så skal han befinde sig tilbage i fængslet. Han føler sig formentlig stadig umyndiggjort og fængslet. Denne fordom er baseret på mine samtaler med indsatte i en af kriminalforsorgens pensioner, som er en slags “endnu mere åbne fængsler”. Han er IKKE dermed “prøveløsladt”. Han kan dog godt sidenhen være prøveløsladt – det fremgår ikke af avisartiklerne, som mildest talt er mangelfulde. Men alt dette er noget man skal afkode og læse mellem linjerne i de utallige avisartikler om sagen. De medier der råber “skandale”, er ikke interesserede i at klargøre disse aspekter. For det svækker nemlig graden af forargelse.

På én eller anden måde får det Karsten Lauritzen til at tale om, at han er “ude efter 2 år”. Det er vel det som man på engelsk kalder “jump to conclusions”. Marlenes kronik om at han bliver set på gaden efter 2 år, og at han har fået en praktikplads, bliver til, at politikere taler seriøst om, at han skulle være prøveløsladt efter 2 år. Det er der intet der taler om skulle være tilfældet. For hvordan skulle han så kunne deltage i et udslusningsforløb i Statsfængslet Jyderup efter 3 år? Resocialiseringsindsatsen bliver ikke forbedret af politikere der løber med en halv vind. Mit råd til politikere: Afvis at tale om enkeltsager, men undlad at tage mediernes fremstilling for gode varer. Og prøv noget nyt: Det kaldes “research”.

I et indslag som CNN lavede om cyklisme i København, sagde den entusiastiske  embedsmand, at københavnerne cykler “because it’s easy and convenient”. Det at cykle er altså et positivt tilvalg. Lige for tiden diskuterer man højlydt, hvordan man får færre biler ind i København centrum. Mit forslag er, at gøre det “easy and convenient” at vælge noget andet. Følg denne opskrift:

1. Byg parkeringshuse til folks biler ved S-togsstationerne i udkanten af København.
2. Sørg for en god sammentænkning af køreplaner for S-tog, metro, busser og parkering af cykler.
3. Hold prisstigningen på offentlig trafik på niveau med almindelig inflation (eller lavere), og sænk prisen på periodekort.
4. Lad antallet af parkeringspladser i midtbyen svinde ind – stille og roligt…
5. Luk flere veje for almindelig biltrafik og lav flere busbaner.
6. Lad dem der vil sidde i bilkøer sidde i deres bilkøer (men på selvsagt færre veje og i færre vejbaner).

Vupti! Pludselig vil flere og flere vælge alternativer til privatbilen, da det er “easy and convenient” sammenlignet med alternativet. Cyklen og metroen bliver et positivt tilvalg. Ligesom når vi er på ferie i Paris, og tager metroen rundt, da vi alligevel ikke kan finde ud af at køre i den parisiske trafik. Liberale vil sikkert beklage sig højlydt over denne tilgang til menneskers opfattelse af deres egne “frie valg”, men der skal altså være plads til os alle sammen, og denne løsning kan jeg garantere virker.

Hvis man fjerner alle køerne, så vil folk bare begynde at bruge privatbilen – og derved skabe de køer man er sluppet af med. Det kan kun klares for alvor ved at ramme dem der laver køer på pengepungen, og derved vil de føle det som en straf, at de skal køre med det offentlige system. Det bliver de blot sure over.

For tiden kører der en diskussion om resocialisering – et emne som jeg tidligere har beskæftiget mig med. Men hvilken betydning kan denne diskussion få for resocialisering i Danmark?

En person er voldelig mod en anden person, får en dom, afsoner dommen og får lov til at passe et arbejde uden for fængslet, da voldsmanden har gjort sig fortjent til det ved at opføre sig pænt under afsoningen. Alle de led kan diskuteres for sig selv: Var dommen lang nok? Skulle der være mulighed for prøveløsladelse? Har han virkelig opført sig pænt under afsoningen?

Voldsofferets tur rundt i sundhedssystemet og det offentlige system kan også være et studie værd. Bliver voldsofferet hjulpet ordenligt? Hvordan hjælper man bedst et voldsoffer videre?

Men det som folk harcelerer over, er tilsyneladende, at voldsmanden – efter endt afsoning – tillader sig at forsøge at genstarte et liv uden kriminalitet. Voldsmanden bliver åbenbart “forkælet” (ifølge Ekstra Bladets leder), da han er “darling” og bagerlærling i restaurationsbranchen. Sidst jeg hørte om den branche, da var det en branche med hårde arbejdstider, lav løn, få pauser og hurtig nedslidning. Det er ellers noget af en belønning.

Det er principielt!

Lad os se bort fra de nærmere detaljer i ovennævnte sag, og se på sagen mere principielt. Vi har som samfund en tendens i de senere år, hvor vi kræver pletfri straffeattest for at varetage jobs. Om det så er et lagerjob eller som arbejdsmand på en byggeplads, så kræves der rene papirer. Men det vi som samfund er interesseret i, det er at kriminelle efter endt afsoning starter på et liv uden kriminalitet. Det er både ud fra humane såvel som samfundsøkonomiske synspunkter det bedste for alle parter.

Det er menneskets relationer der er afgørende her. I stedet for at de kriminelle går op og ned af hinanden og snakker om kriminalitet (hvilket sjovt nok er et stort samtale-emne og fælles referenceramme i fængsler), så skal vi have de kriminelle ud og have meningsfulde relationer til samfundet. Det er derfor, at vi har koncepter som weekend-udgang og udslusning, hvor den kriminelle får lov til, at have et arbejde uden for fængslets mure. Den kriminelle er stadig straffet, føler sig stadig umynddiggjort og oplever dagligt den ydmygelse, at der er andre mennesker der bestemmer, hvornår han/hun må gå uden for en dør. Men der opretholdes, genoprettes – eller etableres måske for første gang – en relation til arbejdsmarkedet, hvor den kriminelle hjælpes til at starte et liv, hvor samfundet ikke bliver lagt yderligere til last.

Men det kræver altså, at virksomheder og institutioner tager den chance at ansætte en dømt person. Ellers kommer den kriminelle ud af fængslet uden andre bekendte en dem fra det kriminelle miljø. Kun med relationer der relaterer til kriminalitet. Der går ikke længe, før en af disse “venner” spørger, om den dømte vil “hjælpe” med “noget arbejde”. Derfor har vi brug for virksomheder der tager chancer. Direktører som tager socialt ansvar, og giver den dømte en mulighed for at få nogle nye og sundere relationer. Det virker som om, Claus Meyer har forstået netop det. Men hvad sker der, hvis man som virksomhed går imod strømmen, og undlader at kræve en ren straffeattest? Og hvis man oven i købet gør opmærksom på, at det er godt at gå imod strømmen? Hvis man hjælper samfundet med at resocialisere kriminelle, uanset at det nok var langt nemmere at blot ansætte “en pæn dreng”?

Så bliver man udstillet som en skurk! Velkommen på forsiden, Claus Meyer!

Hvordan forestiller vi os, at vi kan få virksomheder til at tage socialt ansvar, hvis det bliver betragtet således? Hvordan kan vi få flere virksomheder til at give en hånd, hvis vi ikke fremhæver gode eksempler som Claus Meyer?