Anmeldelse af “Jæger – i krig med eliten” af Thomas Rathsack
3 ud af 10 stjerner
Da jeg aftjente min værnepligt fik jeg at vide, at vi bagefter kunne få hjælp til at skrive jobansøgninger. Folk med fast ansættelse i uniform har nemlig utroligt svært ved at komme ud i den virkelige verden bagefter. Jobansøgninger skrevet af militærfolk starter gerne noget lignende “Jeg meddeler hermed, at jeg anmoder om at komme i betragtning til den opslåede stilling.” Yes, sir.
Da jeg havde læst “Jæger – i krig med eliten” vidste jeg, at den skulle anmeldes for hvad den er: Et debatindlæg. Det interessante man kan tage med efter at have læst bogen er nemlig; at soldater der er udsendt gerne vil anerkendes for deres indsats. Thomas Rathsack var tilsyneladende soldat fordi han brændte for de skarpe missioner, men harmen kommer op i ham, når anerkendelsen og beundringen fra USA ikke bliver formidlet videre til soldaterne. Men det kunne man godt få plads til i en kronik, for i resten af bogen virker det som om Thomas Rathsack er soldat for hans egen fornøjelses skyld. Dog fornemmer man en fryd over at Talibanerne bliver væltet fra magten, eftersom Thomas Rathsack arbejdede som minerydder i Afghanistan op mod 11. september, og dermed har indgående kendskab til deres måde at lede landet.
Det litterære:
Nu valgte han at skrive en bog i stedet for en kronik, så jeg er nødt til at skrive noget om de litterære kvaliteter. Manden ryster militære forkortelser ud af ærmet. Første gang han bruger en forkortelse forklarer han selvfølgelig hvad den står for. Han forklarer dog ikke HVAD det rent faktisk ER. Hvad er C8 for et våben? Hvad er fordelen ved det? Hvordan ser det ud? Han kunne godt have brugt nogle flere tillægsord.
Han lærer at dræbe – hvad tænker han om det? Hans militære liv er en konkurrence. Hvem løber hurtigst? Hvem skyder bedst? Hvem er i top fem?
Han formår desuden ikke for alvor at formidle spændingen videre. Det eneste tidspunkt hvor man for alvor lever sig ind i situationen, det er når patruljen skal svømme igennem nogle kloakgrøfter for at komme frem til et hus. Men man lever sig kun ind i det som læser, fordi alle i forvejen ved hvordan urin og lort lugter.
Et godt eksempel på sproget i bogen er beskrivelsen af en pige han møder i Irak. Den sluttes af med årets dårligste litterære beskrivelse af sex.:
“Jessica er en køn, udadvendt og intelligent pige. I en alder af kun 26 år er hun både kaptajn i det amerikanske marinekorps og har en universitetsuddannelse i økonomi bag sig. Hendes forældre er fra Puerto Rico, men hun er opvokset i USA. Om natten udarbejder hun efterretningsbriefinger, som hun hver morgen indvier de amerikanske generaler på ambassaden i . Vi bliver glade for hinanden, og i de kommende uger ses vi, så meget arbejdet tillader det. Hun deler en beboelsescontainer med en kvindelig oberst, som arbejder om dagen, hvor Jessica har fri. Så der mødes vi og sludrer. Og lidt til.”
Hele 3 gange i løbet af bogen bliver der indgående rappoteret om adoption af hundehvalpe i krigszonerne. Det er dog ikke relevant på nogen som helst måder for resten af bogen. Hundende bliver bagefter adopteret af familier i Danmark, så man fornemmer, og får direkte at vide, at dyr betyder rigtig meget for Thomas Rathsack. På en måde understreger det bare det nøgterne i bogen. Thomas Rathsack fortæller om det der betyder noget for ham. Det er positivt og efterlader en aura af ærlighed i bogen. Han kan gemme en stribe løgne og overdrivelser i den bog uden vi ville lægge mærke til dem. Bogen virker dog oprigtig nok.
Bogen giver et indblik i hvordan soldaterlivet er, og man lærer på den måde noget om hvordan vores udsendte soldater oplever krigen. Den er relativt kort, og kan således læses på nogle timer. Jeg giver den 3 ud af 10 stjerner.