I foråret 2006 tog jeg til Nigeria med organisationen Afrika In Touch, for at være volontør i 3 måneder. Jeg boede i et stort hus sammen med 6 andre danskere og 7 nigerianske volontører. Derudover var der vores nigerianske værtspar Chris (Christoffer) og Eunice samt deres lille pige Tomour (jeg kan ikke huske nøjagtig stavemåde). I huset havde vi også Lisa fra Australien som er sygeplejerske og jordemor af proffesion.
På ankomstaftenen spiste vi på en besynderlig fastfood-restaurant, hvor de så sandelig forstår hvordan man skilter med dårlig service: “Det er ikke tilladt for tjenere at servere”.
Håndbremsen i vores minibus fungerede ikke synderlig godt, hvilket nemt kunne fikses med en lille sten. Det er tidligt om morgenen men ikke ligefrem køligt. Da vi ankom klokken 9 om aftenen var der bælgmørkt men varmt og lummert. Det var en pinsel at stå i kø for at vi kunne få vores stempler i passet.
Noget vi hurtigt fandt ud af var, at alle nigerianerne elsker Ludo. De spiller det med nogle lidt anderledes regler, hvor brikken som man bruger til at slå en andens brik hjem med, automatisk ryger helt ud af spillet. Et spil Ludo tager ikke mange minutter når det så ovenikøbet spilles i et tempo hvor os danskere slet ikke når at tænke, før nigerianerne har flyttet brikkerne for os.
Dette er så udsigten fra det værelse, hvor jeg sov under mit ophold. Huset hedder “Villa Papito” og blev i sin tid bygget af en italiener. Den svømmepøl der anes nederst til venstre, var det tøreste sted på grunden. Selv lige efter et tropisk skybrud.
Nede i byen ligger der en café der hedder Afri-One. Der kan man få hjemmelavet is. Hov! Jeg glemte helt at præsentere byen! Byen hedder ‘Jos’ og er en god repræsentant for det moderne Afrika. Når man hører navnet “Afrika” tænker de fleste på runde lerhytter, løver, elefanter og negere i bastskørt. Altså; elefanterne har jo ikke bastskørt på, men negerne har. Altså i vores fordomme. ‘Jos’ er en by med ca. en million indbyggere med egen lufthavn, velhaverkvarter (hvor vi IKKE boede), skole for luftvåbenet, universitet og flere hospitaler.
Dette er et billede fra markedet i Jos. Billedet er taget på et tidspunkt på dagen hvor der er nogenlunde tomt.
Vi arbejdede forskellige steder i byen. Dette billede er fra en skole hvor Tanja sidder og venter på rektor. Børnene er nysgerrige og et ord du hurtigt lærer at kende er ‘Baturi’. Det betyder ‘hvid mand’.
Et andet sted jeg arbejde hedder ‘Gidan Bege’. Det er Hausa for ‘Hjem for Håb’ eller nemmere; ‘Håbets hjem’. Her blev gadedrenge der blev samlet op fra gaden midlertidigt indkvarteret, indtil de kunne komme videre til én af de 2 kostskoler. På Gidan Bege får de undervisning på et relativt lavt niveau, da flere af drengene aldrig har været i skole eller har fået læseundervisning. Mens de bor på Gidan Bege skal de lære at indordne sig under husets regler, og gøre op med sig selv om de vil væk fra det frie liv på gaden. Billedet her er fra en dag hvor vi havde gang i noget hovedrengøring. Det var sjovt at fotografere så i får lige nogle flere billeder:
Dette var bare nogle få af mine billeder fra den dag, da drengene naturligvis synes det er sjovt at blive fotograferet og se billederne på skærmen bagefter.
Det er faktisk ganske underholdende at se hvordan nigerianere poserer når der skal tages billeder. Hvad ‘Ankies’ som er nigeriansk voluntør tænker på i dette øjeblik aner jeg virkelig ikke.
Billedet her er fra et område uden for Jos der hedder ‘Shere Hills’ hvor et spejderkorps øjensynligt har været forbi. Det er selvfølgelig australske Lisa der liiige skulle finde et godt sted hun kunne tage billeder af os andre fra.
Hvilke børn jeg har taget billede af her, kan jeg altså ikke huske. Det må være fra vores tur ud i slummen for at uddele gratis medicin i følgeskab med et par læger.
På Gidan Bege havde jeg en tilbagevendende opgave med at rense sår. Drengene spillede konstant fodbold inde i gården hvor gulvet består af beton med sprækker. Når de får et sår, spiller de selvfølgelig bare videre. Dagen efter, eller ugen efter, opdager jeg så sårene og skal i gang med jod og plaster. Det kunne de ikke lide, men så kunne de bare have adlydt mit råd, om at vaske sårene med det samme. Efter nogle uger blev jeg så træt af at rense sår, at jeg gav udstyret i én af de ældste drenges varetægt. Så kunne de jo selv rense sårene.
Der er ikke mangel på kampagner mod aids. Her er en af de kritiserede, hvor eneste budskab er afholdenhed: “Sex er værd at vente på; Lyn op”
Vores bus gik i stykker på vej ud for at besøge én af de kirker de nigerianske volontører kommer fra. Her har Walshak lige hentet en stump værktøj. Vi blev kun halvanden time forsinket og hele kirken havde ventet på os. Flovt for os danskere, men noget de tog meget afslappet i Nigeria. Tidsplanen holder alligevel aldrig. Nigerianere er bedre end danskere til at lave tidsplaner, men dårligere end danskere til at overholde dem. Og det er ikke kun når de bliver ramt af uheld.
Af alle drengene på Gidan Bege var ‘Victor 2′ min favorit. Han kunne ikke ét ord engelsk, men han var en herlig fyr at kommunikere med alligevel. En skam han endte på gaden, men en sejr at han blev samlet op af folkene fra Gidan Bege. Hvis jeg skulle have adopteret én af dem, så var det blevet ‘Victor Two’.
Hehe… et sjovt billede. Teksten dækker over at der i denne butik kan købes taletidskort. Nigeria har et ganske veludbygget mobilnet.
Hvis nogen er i tvivl kan jeg afsløre at manden på toppen af palmen tapper ‘Palm wine’. Palmevinen er en saft der findes inde i palmen, men jeg ved ikke hvor mange procent den er på. Man kan dog sagtens blive fuld af den. Nu ved jeg hvad Keith Richards fra Rolling Stones lavede oppe i den palme han faldt ned fra…
Vi var nogle dage ude i en rigtig landsby (med runde lerhytter), hvor vi selvfølgelig skulle hilse på høvdingen (til venstre). Han morer sig over det digitale kamera. Når man møder nigerianere der taler Hausa (1/3 af befolkningen), så indledes samtalen med at man hilser på hinanden. Dette kan sagtens tage lang tid:
A: Sanou sanou (goddag goddag)
B: ah, sanou sanou sanou (goddag goddag goddag)
A: Yaya Gida? (Hvordan er dit hjem?)
B: Lafiah (Fint)
A: Yaya Haniya? (Hvordan var rejsen?)
B: Lafiah (fint)
A: Yaya iyali? (Hvordan er familien?)
B: Lafiah Kalaw (meget fint)
A: Yaya dabobin ka? (Hvordan er kvæget?)
B: Lafiah Kalaw (meget fint)
Det sidste spørger man kun en fulani-mand om, da denne etniske gruppe er nomader med kvæg. En fulani spørger man om kvæget før man spørger til hans familie. Men sådan kører samtalen altså frem og tilbage, og indledningen kan således tage flere minutter. Man spørger til skolen, arbejdet, kirken, køretøjet hvis sådan et haves og meget andet. Det groteske er, at ligegyldigt hvad du spørger til er alt fint eller meget fint. Hvis det i virkeligheden ikke er så fint som det siges, så kan det aflæses i tonelejet eller ansigtsudtrykket. Mange nigerianere taler glimrende engelsk, men hvis du lærer remsen af ting du kan spørge til på Hausa, så kan du meget hurtigt få nye venner.
Chris’s mor er her i gang med at udvinde palmeolie. Det er en proces hvor store klaser af nøde-agtige frugter fra en palme, skal have nogle tæsk i en gigantisk morter, hvorefter de skal koges osv. Det er hårdt arbejde.
Da vi var i landsbyen hjalp vi med en brønd der skulle laves så den også kunne give vand i tørkeperioden. Det er mig der står der 5 meter under jorden i en meget fugtig og varm brønd.
Respekt til manden der kan cykle med et fad tørret fisk på hovedet, uden at støtte det med hænderne. Oven i købet på ujævn vej.
Jens og en abe i en meget dårligt vedligeholdt zoologisk have, hvor blandt andre hyænerne var blevet hjerneskadede af at have for lidt plads.
Lisa ved et andet abebur.
Her er et billede fra en af kostskolerne; ‘Transition House’. ‘Forvandlingshuset’ er stedet hvor rå kriminelle gadebørn får en uddannelse og en “familie”. I forstanderparrets hus sad der tit masser af børn og så fodbold eller Wrestling i TV’et. Derudover var der en sitcom (TV serie) som hele Nigeria fulgte med i. Den var produceret i Mexico og synkroniseret med amerikansk tale. Den kunne de diskutere højlydt i timevis. På billedet kan du se børnene få udleveret sukkerrør som er en slags slik for dem. Jeg spiste så meget af det en aften at jeg får brækfornemmelse af at tænke på det. Selv lige nu hvor jeg skriver dette. Læg mærke til selvportrættet i højre hjørne.
Jeg underviste på en grundskole i tekstbehandling. Jeg opdelte de 110 elever fra de 2 øverste klassetrin i mindre grupper af 6-7 elver. På den måde kunne de alle prøve min bærbare computer. Men jeg skal love for at jeg blev træt af at gentage mig selv.
På et tidspunkt tog vi drengene fra Gidan Bege med ud til den zoologiske have. Da vi skulle hjem havde vi ikke lige fortalt dem at vi skulle gå hjem. Det var de ikke tilfredse med, men de var utrolig seje da den lange tur var overstået. Det tog 2-3 timer i bagende sol midt på dagen. Det er det man kalder team-building og det virkede. Ugen efter da vi skulle på udflugt, foreslog de os at vi skulle gå i stedet for at tage bussen.
Det synes vi var godt skøre os danskere, da Susanne og jeg ville lave et hjørne med en affaldsdynge om til en køkkenhave. 2 dage efter måtte de dog indrømme at det så godt ud. Vi havde blandt andet gulerødder, persille og tomater. gadedrengene fra Gidan Bege vandede haven hver morgen.
En dag da jeg gik hjem fra byen, så jeg disse mænd løfte en blikskur af en pickup. Det så sjovt ud.
‘Rochas’ er finansmand, mangemillionær og præsidentkandidat. Jeg er hvid og folketingskandidat fra Danmark. Der var nogen der synes vi skulle mødes. Den bagvedliggende dagsorden var selvfølgelig, at den nigerianske organisation der stod for vores ophold dernede (AYPAD), skulle rede sig noget indflydelse. AYPAD står for African Youth Platform for Development.
Et billede af min skrædder dernede. Et jakkesæt i kashmir-uld eller merino-uld løber op i ca 220 kroner. Overkommeligt.
Vi lavede en skabelon og fik Walshak, der har en håndværksuddannelse, til at save os sådan en due. Den var de alle meget imponerede over og Walshak forudså at han kunne tjene gode penge på at kopiere den. Jeg glæder mig til at se hvor mange af dem der er dernede når jeg kommer forbi næste gang. Hiv i snoren; så blafrer den med vingerne.
Nynne og Susanne… og diset udsigt.
Da vi var i Nigeria faldt det sammen med at der var census også kendt under det danske ord ‘folketælling’. I tre dage lå landet øde og Der gik folk rundt med gule veste og spørgeskemaer. Alle der var blevet talt fik malet en sort streg på neglen. Der var 2 slags spørgeskemaer, og en af byens amerikanske missionærer fik blandt andet et spørgsmål: “Har din husstand en hest eller et æsel?” hvortil hun svarede: “Ligner jeg én der har en hest eller et æsel?!?”. De fandt frem til at Nigeria har ca. 150 millioner indbyggere men optællingen var ét stort kaos og jeg mødte mange der ikke var kommet med i statistikken.
Et par af pigerne arbejde på et lille hospital uden for Jos hvor der blandt andre var denne patient. Jeg lader billedet tale for sig selv.
Det virker utroligt, men på reolen bagved findes journalerne for de indsatte i Jos fængsel. Der er mennesker i fængslet der er dømt til døden, og fænslets arkiv-system består af sammenrullede papirer på en reol. Skræmmende.
På transition house underviste jeg nogle af de store elever i computerbrug. Deres computere er alle tidlige pentium-computere så det bragte minder frem om dengang jeg samlede min første pc på efterskolen i Kolding. Det lykkedes at få 5 ud af 7 computere til at virke og jeg fandt et program på nettet der kunne hjælpe dem med at lære 10-finger-systemet. Jeg bruger selv noget der minder om et 6-finger-system. på skolen bor cirka 80 tidligere gadedrenge.
Hele voluntørholdet samt Lisa. Ja, jeg ved det godt. Mit skæg og hår er ved at blive langt. Min plan var at ligne Robinson Crusoe når det var tid til at rejse hjem.
Nogle af børnene fra grundskolen (Victory Privat School). Da Jens underviste i brøkregning satte matematiklæreren sig også og tog notater.
Dan er daglig leder af Gidan Bege. Han insisterede på at vi skulle med ud og se hvordan pengene blev brugt, når han havde overtalt os til at købe materialer til ‘håbets hjem’. Det kan jeg godt lide.
Når man skal omkring i byen stopper man en motorcykel og aftaler en pris. Normalt er det bare ikke passageren der sidder forrest. Jens betalte lidt ekstra for at give at kunne styre selv. Han kørte ikke særlig jævnt da koblingen er mærkelig på de kinesiske cykler.
Undertegnede og drengene fra Gidan Bege.
I Numan var det så varmt, at man måtte tørre sig over panden konstant, for at sveden ikke løb ned og sved i øjnene. Jeg gik en tur alene om aftenen og tog et billede af 2 mænd der spillede dam. De blev lidt overraskede over blitzen.
Walshak svømmer meget dårligt. Han lærte at svømme et par meter en dag vi havde et par stykker med i en svømmepøl.
Flot var det.
I byen Schilling/Shelling holdte de en lille fest i kirken da vi boede der et par dage. De dansede super lækkert. Når man kan lide dansen så går man op og lægger penge på hovedet af danseren. Hvis han er svedig nok, sætter sedlerne sig fast på panden. Pengene samles ind og lægges i kollektbøssen.
Sådan skulle det være hver gang man kører nogen steder. Så vinker vi!
“Det er ok hvis i tager billede nu” sagde høvdingen. Jeg gad egentlig ikke have et billede men manden lagde lidt op til, at vi da selvfølgelig ville have et billede af den ærværdige høvding. Vi stillede op til gruppefoto.
Jeg kan ikke huske hvem der vandt brydekampen af de 2 fiskere.
Hun sejler ud på søen liggende på en stor hul kalabash-frugt, som hun så fylder med de fisk hun fanger med nettet. Nettet skal selvfølgelig bæres med hjem når dagen er slut.
Vognen i forgrunden er der en mand der tjener penge ved at fylde med vand og køre op i byen for at sælge det.
En solnedgang tager ganske få minutter når man er så tæt på ækvator.
Fulani er navnet på et nomadefolk der rejser rundt med deres kvægflokke. De er ikke særligt populære da deres kvægflokke spiser sig igennem alt hvorend de kommer frem. Husene er af midlertidig karakter.
Vi er i slutningen af tørkeperioden og kvægflokken ser ræderlig ud.
En gammel mand sidder på et gadehjørne og sælger sine varer.
I Yankari nationalpark er der flokke af bavianer der stjæler alt de kan komme i nærheden af. Det nytter for eksempel intet at lægge skidtet i affaldskurven da aberne bare kaster det ud til alle sider. Om morgenen hopper de rundt på bliktagene hvilket larmer forfærdeligt. Husk at låse døren: Hvis den bare er lukket, kan den sagtens åbnes.
En flok elefanter krydsede vores grusvej. Det var de ikke helt trygge ved så de gjorde det kun én eller to ad gangen. Vi kunne derfor tælle flokken der bestod af 89 (!) elefanter…
…hvorefter vores lastbil gik i stykker og vi var strandet ude på savannen. Chaufføren løb efter hjælp. Vi ville forlade bilen og gå ned til flodsengen, men vores guide talte os fra det, da der var blevet set løver med en unge dernede. Det betyder at mor er aggressiv.
Sådan pakker man en bil!
Sådan laver man hasarderede overhalinger.
Jeg fik at vide at det kun er skolepiger og fodboldstjerner der har sådan noget hår. Nu havde jeg også, og jeg er ingen af delene.
Når bilen stopper kan man købe nogle forfriskninger af forskellig art.
Ude i vandet ligger en slage til en vandpumpe. Overfladevandet fra søen i hovedstaden Abuja bliver kørt ud til de forstæder der ikke har rindende vand. Skål!
Sådan så jeg ud i lufthavnen ved Amsterdam. Damen i sikkerhedskontrollen forlangte at få min hat, så hun kunne mærke efter at jeg ikke smuglede noget i den. Der er intet som at flyve hjem og så få et ekstra sikkerhedstjek i lufthavnen.