Skip to content

Idé-baserede, non-profit og …privat

Den unge Mette Frederiksen som huserer hos Socialdemokraterne har bragt sig selv i problemer. I 2005 gav hun en bredside til forældre der fravalgte folkeskolen, så det kun var børn der ikke var “overskudsbørn” der var tilbage i folkeskolen. Som flere medier har skrevet, så har hun i dag valgt at sætte sit eget barn i en privatskole. Læs mere her.

Jeg tillader mig at smide en lille nuancering ind her:

Private friskoler er (ofte) idé-baserede, non-profit og alt det der, og er dermed en del af civilsamfundet. Civilsamfundet smører lim i form af engagement og initiativ ud over samfundet, og giver os en følelse af at høre til. De har meget aktive og socialt anlagte forældre, som lægger en masse kræfter i lokalsamfundene. Ofte fungerer friskolerne som medborgerhuse i små byer.  Det burde ikke skoses – men derimod roses.

Private hospitaler er, i bund og grund, grundlagt på grund af business. Jeg har i hvert tilfælde ikke hørt om nogen danske hospitaler der er stiftet af ren næstekærlighed. Dem finder man derimod i mange andre lande, hvor dem der har penge betaler overpris, for at hospitalet også kan give nødtørftig behandling til fattige. De laver social omfordeling når staten ikke magter det – eller vil det.

Denne skelnen optræder eksempelvis ikke i Henrik Sass Larsens udtalelse til DR fra ovennævnte link: “Vi har intet imod privatskoler, private børnehaver, privathospitaler. Fagforeningerne er også private. Det, vi ønsker, er fair og lige betingelser, siger Henrik Sass Larsen.”

Fagforeninger er ligeledes at betragte som en del af civilsamfundet (som politisk bevægelse), og er på den måde ligeledes væsensforskelligt fra danske privathospitaler. Problemet er at socialdemokrater, groft sagt, af ideologiske årsager har to forskellige kategorier: Offentligt (styret af staten) og privat (ikke styret af staten). De har derfor lidt svært ved at forholde sig til idébaserede organisationer – altså dem der gør, det de gør, i privat regi, men ikke gør det for pengenes skyld.

Jeg skal ikke udelukke, at der er et par fagforeningsbosser der ligeledes har problemer med den skelnen, men den diskussion tager jeg en anden dag.

6 Comments

  1. jonas wrote:

    Kom lidt tilfældigt forbi her, men vil bare nævne, at der skam er adskillige danske hospitaler og behandlingssteder, som kører non profit og er en integreret del af sundhedsvæsnet. Du kan se en del af dem i Sundhedslovens § 79. God læsning.

    Sunday, May 9, 2010 at 22:37 | Permalink
  2. admin wrote:

    Mange tak for tippet.

    Behandlingssteder var ikke noget af det som Sass Larsen kom ind på, men jeg er helt bekendt med at behandlingssteder kan være idé-baserede og non-profit. Min mormor og morfar lavede deres hjem om til et behandlingshjem for narkomaner, dengang man knap nok havde ord for hvad en narkoman var. Det var på et kristent næstekærligt grundlag, og mine bedsteforældre opsparede ikke ligefrem en formue (de døde fattige).

    Hvad angår privathospitaler/behandlingsstederne, så må man vel vurdere dem hver for sig. Hvis hospitalet er non-profit, men lægerne/behandlerne sidder i ledelsen og udbetaler en fyrstelig høj løn for deres arbejde, så er “non-profit” ikke andet end markedsføring. Selvfølgelig koster det at hyre en læge, men det hænder (desværre), at sådanne konstruktioner (non-profit) udbetaler mistænkelig høj løn til ledelsen.

    Den paragraf du nævnte for mig indeholdt blandt andre nogle hospices. Dem er jeg stor fan af, og jeg undskylder hvis de har følt sig ramt. Jeg ved ikke meget om de andre, men der er helt sikkert private behandlingscentre der er stiftet af et godt hjerte, i ren og skær desperation over at der ikke var andre der løftede opgaven. Det tror jeg blandt andet også var grunden til, at min mormor og morfar kastede sig ud i deres livsværk (et behandlingshjem for narkomaner).

    § 79. Regionsrådet yder sygehusbehandling til personer, der har bopæl i regionen, ved sit sygehusvæsen og ved andre regioners sygehuse.
    Stk. 2. Regionsrådet yder endvidere sygehusbehandling til personer, der har bopæl i regionen, ved følgende private specialsygehuse m.fl.: Sankt Lukas Hospice, Diakonissestiftelsens Hospice, Sct. Maria Hospice, rehabiliteringscentrene for traumatiserede flygtninge OASIS, RCT i København og RCT-Jylland, Epilepsihospitalet i Dianalund, Sclerosecenter Haslev, Sclerosecenter Ry, Polio-, Trafik- og Ulykkesskadedes Fysiurgiske Ambulatorium, Center for sundhed og træning i Middelfart, Center for sundhed og træning i Århus, Center for sundhed og træning i Skælskør, RehabiliteringsCenter for Muskelsvind, Vejlefjord og Center for Hjerneskade.

    Mange tak for responsen på mit indlæg.

    Sunday, May 9, 2010 at 23:26 | Permalink
  3. jonas wrote:

    Med fare for at gøre debatten lidt teknisk, så er der ikke nogen skarp skelnen mellem behandlingssteder og sygehuse, fordi overgangen er glidende – det handler meget om specialisering og størrelse. Epilepsihospitalet (på listen) og Christian X’s Gigthospital (ikke på listen) hører til blandt dem, der utetydigt er hospitaler, men de er samtidigt ret gamle og stiftet i en anden tid. Til gengæld er torturcentrene relativt nye og et bevis på, at der også i nutiden kan ske relevante private initiativer. Ellers meget enig i dine tanker.

    Monday, May 10, 2010 at 09:19 | Permalink
  4. admin wrote:

    Ja OK, jeg kan godt se overgangen kan være noget glidende mellem behandlingssteder og hospitaler.

    Jeg har nogenlunde styr på hvad mine holdninger er, så det er fedt at jeg kan få hjælp til at få udfyldt mine mangler hvad viden angår :)

    Monday, May 10, 2010 at 13:29 | Permalink
  5. Jakob wrote:

    Din holdning er vist, at man ikke må sige privatskole og privathospital i samme sætning, hvis man er Socialdemokrat.

    Når man læser din blog ville man ønske, at du stillede samme krav til dig selv som til dine politiske modstandere.

    Wednesday, May 26, 2010 at 10:49 | Permalink
  6. admin wrote:

    Jeg forstår ikke din kommentar. Jeg kan forstå du er utilfreds over ét eller andet, men kan du ikke give mig en chance for at svare på et konkret spørgsmål?

    Wednesday, May 26, 2010 at 15:23 | Permalink

Post a Comment

Your email is never published nor shared. Required fields are marked *
*
*

Spam Protection by WP-SpamFree