Jeg er ikke den store fan af det der kongerige-noget… Men skal man endelig have en monark og en tronfølger, så må det gerne være H.M. Margrethe II og H.K.H. Kronprins Frederik. De virker som nogle gode mennesker. Men pressen tør jo heller ikke vise andet.
I dag har H.M. Margrethe II jubilæum. Hun har været Majestæt i 40 år. Og den danske befolkning er glade for hende – og for monarkiet. Hvis jeg stod på et andet kontinent og betragtede det, så ville jeg ganske givet protestere over, hvordan befolkningen er hjernevasket til at elske deres diktator, som var de ramt af en variant af Stockholmsyndromet. Vi har været gidsler så længe, at vi føler omsorg for vores gidseltager. Men sådan er det ikke.
En Dronning i en guldkaret…
Kongeriget Danmark er ikke et diktatur. Og H.M. Margrethe II er ikke en gidseltager. Hun er bare en ældre dame, som skæbnen har placeret i en besynderlig situation. Og hele den danske befolkning er havnet i samme besynderlige og lettere akavede situation. Og Dronningen kører gennem København i en 170 år gammel karet belagt med 24 karat bladguld. “Guldkareten har sit navn fordi den er belagt med 24 karat bladguld”, sagde de i tv. Christian VIII, som var den første til at køre i kareten, var konge. Rigtig konge. Derfor skulle han have et nyt smart køretøj. Der var ikke noget med at vælge køretøj efter, hvor langt den kører på literen. Der var ikke noget med at vælge en Skoda Superb i stedet for en VW Passat – fordi man gerne vil have en lækker tysk bil, men man er mere i øjenhøjde med borgeren, hvis man vælger det bilmærke som befolkningen kan flest vittigheder om. Christian VIII ville nok undre sig over, at H.M. Margrethe II kører rundt i en gammel hestetrukken karet – 170 år efter han selv begyndte at slide på den. Bilen har længe været det foretrukne transportmiddel. Det havde da været langt sejere og mere “regent-agtigt” at køre i en Rolls Royce eller en Bentley. Men en dyr bil kan købes for penge. Det kan en 170 år gammel guld-karet ikke.
…og en statsminister i et supermarkedet
En guld-karet er endnu mere verdensfjernt i dag end for 170 år siden. Derfor er den passende. Det er fuldstændig akavet at have en monark i et land, hvor man kan dumpe ind i landets statsminister i den lokale Føtex. Det er ikke for at reklamere for Føtex- jeg kunne lige så godt have skrevet Kvickly. Nej vent – resten af Danmark foretrækker discount, så det gør statsministeren nok også. Lad os sige Fakta. Hvorom alting er: Det er mærkeligt med sådan et kongehus. Men vi elsker det. Måske netop fordi – at det er så bizart og akavet. Fjollede hatte, pauker og en karet lavet af guld. En stor del af befolkningen elsker det, og det skyldes tydeligvis ikke hjernevask, for SF’ere, Zenia Stampe og andre anti-royalister får masser af skærmtid. Vi ved godt, at det principielt er helt i hegnet, at sådan et arvekongehus lever af vores skattekroner og er hævet over straffeloven.
Hvorfor H.M. Margrethe II er en ikke-regent
Nogle forsøger at bortforklare det: “Dronningen skal underskrive lovene, og derfor fungerer hun som stopklods, sådan at det ikke er helt hjernedødt det som Folketinget vedtager”. Men det holder jo ikke en meter. Den eneste gang siden parlamentarismen blev indført hvor kongen har forsøgt at blande sig i politik, da var vi tilfældigheder fra ikke at blive en republik. I dag er påskekrisen nærmest glemt, for vi tror da ikke på, at monarken kunne finde på at tage sit job alvorligt. Vi tolererer ikke, at monarken bliver politisk. “Ingen over og ingen ved siden af Folketinget”, er mantraet blevet i Danmark. Hverken EU, Dronning eller domstole skal blande sig i Folketingets politiske andedam. Så selvfølgelig blander Dronningen sig ikke. Så ville hun jo blive arbejdsløs dagen efter, og man vil jo ikke være den monark, der går over i historien for at have afskaffet monarkiet.
Så reelt har Dronningen aldrig været regent. Det er en lige så stor joke som kongehusets fjollede hatte og en karet lavet af guld.
Intet holder Folketinget tilbage
Folketinget skal have lov til at gå i selvsving og vedtage tåbelighed efter tåbelighed, indtil vi til sidst landsforviser forelskede danskere, vedtager love der forbyder lommeknive og forbyder brevsprækker. Hvis vi endelig skulle have en fornuftens tilbageholdenhed, så skulle vi genindføre et to-kammer-system, få os en politisk præsident eller en rigtig forfatningsdomstol. Med en forfatningsdomstol kan man sikre, at lovene er retfærdige – og at det ikke blot er lovene der bestemmer hvad retfærdighed er. Sådan en domstol fik vi med menneskerettighedsdomstolen, men det burde kunne ordnes indenfor landets fire vægge.
Men vi er glade for vores Dronning. Fornuftens stemme kommer ikke til udtryk i statsrådet, hvor Dronningens underskrift bliver ført af regeringen, men den får lov at løfte pegefingeren i nytårstalen – Efter godkendelse fra statsministeriet.
Kampen for republikken…
…er ikke min kamp. Det er fjollet med den guldkaret, men det er hele danmarks fælles anakronisme. Noget vi kan undre os over sammen. Og fred være med det. Så længe der er så stor opbakning om kongehuset, så gider jeg ikke ofre kræfter på at bekæmpe det. Der er større chance for at få en forfatningsdomstol, hvilket jeg er langt større tilhænger af, end at få afskaffet monarkiet i min tid. Jeg melder mig ikke ind Den Republikanske Grundlovsbevægelse eller lignende. Der er vigtigere ting at kæmpe for i verden, så mit engagement i denne sag rækker til at skrive denne blogpost.
Derfor er det på sin plads at afslutte med: Hjertelig tillykke med de 40 år som (ikke-)regent.
Kærlig hilsen,
Mathias
